“Har jeg ikke lavet fejl i år – har jeg ikke prøvet nok”
Skrevet den 08. feb, 2012 af Redaktionen i Hør mere om JCI, Lokalt
Nogle gange her i tilværelsen er man nødt til at træffe hurtige beslutninger. Skyde først og så spørge bagefter. Sådan en beslutning har Sebastian Christoffersen lige taget. På sin tredje mødeaften i den afdeling, der er ved blive at banket op i Sorø, blev han optaget i JCI og valgt til JCI Sorøs første formand på en og samme gang. Her skal han stå i spidsen for en bestyrelse af lutter nyoptagne medlemmer og føre afdelingen sikkert over spærregrænsen, så afdelingen kan blive optaget i JCI Danmark senere i år.
Du er på din tredje afdelingsaften meldt ind, stillet op og valgt til JCI Sorøs første Local President. Hvorfor?
”Det startede egentlig med, at flere af afdelingens øvrige medlemmer gav udtryk for, at jeg ville egne mig godt til denne post. Derfor gik jeg op til den stiftende generalforsamling og overvejede fordele og ulemper ved at påtage mig dette ansvar. Det er naturligvis fedt at kunne sige, at man er den første leder af en afdeling, men som helt nyt medlem, var jeg omvendt ikke helt klar over, hvad der kræves af denne leder. Jeg besluttede dog at kaste mig ud i det, inden jeg kunne nå at fortryde.”
Hvad forventer du dig af din tid på posten?
”Først og fremmest forventer jeg at blive udfordret. Jeg er god til at få idéer, men er ikke altid så god til at få dem ført ud i livet. Derfor har jeg sat mig på en post, hvor det forventes, at jeg tager initiativ og går forrest.”
Hvad har du og bestyrelsen lagt af planer for fremtiden i afdelingen?
”Vi har tre overordnede mål for år 2012. Vores primære fokus er at nå et medlemstal på 17 inden udgangen af året, så vi får etableret vores egen afdeling – komfortabelt. Det andet mål er, at vi i løbet af året får skabt en bæredygtig økonomi. Sidst, men ikke mindst, skal vi have gennemført et lokalt velgørenhedsprojekt, så vi får sat os selv på Sorø-kortet.”
Hvilken forskel kan du og resten af afdelingen gøre for Sorø?
”Sorø er en dejlig by, men der er også mange ting, der kunne gøres bedre. Det ses tydeligt, når man går en tur gennem byen lørdag aften, hvor det kan lade sig gøre ikke at møde en eneste person på sin vej. Der er mange mangler på børne- og ungdomsområdet. Og så står vores indkøbscenter i midtbyen halvtomt, grundet konkurser og udflytninger, hvilket næppe kan være i nogens interesse, så der er helt klart nok at tage fat på.”
Hvornår bliver JCI Sorø optaget i JCI Danmark?
” I år. Det ville være fedt at nå et medlemstal på 15 inden Forårskongressen, så vi kan blive optaget dér. Ellers skal vi helt sikkert optages til Nationalkongressen.”
Hvordan oplever du det at være ny i JCI Danmark?
”Indtil videre har det været rigtigt spændende at starte op med en hel masse andre nykommere. De første møder har ikke mindst budt på nogle spændende foredrag og virksomhedsbesøg, men jeg har også mødt nogle mennesker, der, ligesom jeg, har et ønske om at gøre en forskel. Vi er blevet fortalt om organisationens muligheder, blandt andre af sidste års Nationalpræsident, så nu er næste skridt bare at komme ud og udforske. Next stop Forårskongres.”
Hvad tændte dig ved JCI?
”Da jeg hørte, hvordan JCI har været med til at kickstarte karrierer og fået folk til at tage chancer, som de aldrig troede, de skulle tage, blev jeg interesseret. Jeg opfatter JCI som et sted, hvor man netop har muligheden for at afprøve sig selv, og så måtte jeg altså bare springe med på vognen.”
Når du på et tidspunkt kigger tilbage på din tid som Local President, hvad håber du så er sket med dig selv?
”Først og fremmest håber jeg, at jeg har fået en masse gode oplevelser. Jeg hørt flere omtale deres tid som Local President, som værende deres bedste tid i JCI. Dette vil jeg også gerne kunne sige efterfølgende, men når det så er sagt, skal jeg også prøve mig selv af. Har jeg ikke lavet fejl i år – har jeg ikke prøvet nok. Der skulle gerne komme en masse gode erfaringer ud af det, som jeg kan tage med mig i fremtiden.”
Og med afdelingen?
”Om et år forventer jeg ikke alene, at afdelingen er officielt optaget. Vi skal være fuldstændig up and running, så den næste Local President bare kan køre derudad, uden at skulle bekymre sig over en svækket økonomi eller et vaklende medlemsgrundlag. Har vi ikke nået det mål, vil jeg ikke være tilfreds.”
Og med Sorø?
”Jeg forventer ikke, at vi få lavet drastiske ændringer i byen i år. Vi skal først og fremmest brande os selv lokalt, så borgerne ved, hvad vi står for. Et markant projekt skal derfor sættes i gang, og det skulle gerne være udover vores nuværende legepladsprojekt. Vi overvejer flere idéer, men dem kan i vente med at høre om, til de kommer i nyhederne.”
Af Jonas Christoffersen, Kommunikationschef i JCI Danmark




Kåre Bjørn Jensen
09. feb, 2012
Dejligt at læse om jeres prisværdige projekt og store drive. God vind. Jeg håber, I når jeres mål.